Hvis bare nogen havde fortalt mig at det var så kompliceret at være teenagepige, havde jeg aldrig taget jobbet!
Hvad gør man hvis der starter en ny pige i klassen, som har meget selvtillid? Man mobber hende selvfølgelig indtil hun ender med den lille sjat, som vi andre også har tilbage! Åh, hvor har jeg det dårligt med mig selv, alligevel.
Dunk, dunk, dunk! Sådan lyder det når jeg slår mit hoved ind i væggen, hver dag når jeg kommer hjem fra skole. For helt ærligt, hvad er det social livet gør med vores personlighed? Det er kun i små glimt at jeg igen kan se den gamle mig, pigen med selvtillid, hende der holdt fast i sine meninger i stedet for bare at overgive sig. Og siden hvornår har jeg ladet mobning være mobning og ikke givet mobberne tæv og offeret et "Op-på-hesten-igen"? Jeg hader mig selv for min nuværende svaghed. Især når den ikke kun går ud over mig, men også over personer der ikke fortjener det.
Tag for eksempel en ny pige i min klasse, lad os kalde hende Rebecca. Hun kommer til vores klasse, hun har det smukkeste sangtalent og hvad gør vi i klassen: Vi beder hende om at tie stille. Ja, hun sang meget i klassen, faktisk 24/7, men det burde hun også! Man skal være stolt over at have fundet sit talent og så allerede i syvende klasse. Nu synger hun aldrig mere. Jo, måske nogle gange men ikke i klassen foran de andre piger. For hun har lært at for at passe ind, skal man ikke synge og det burde hun ikke tro!
Jeg mødte hende ved busstoppestedet lige foran vores skole. Jeg tager altid bussen hjem efter skole, når jeg skal hjem til min far. Hun kom simpelthen bare hen og satte sig på busbænken ved siden af mig, helt tavs, men med tårene løbende ned af kinderne. Det viste sig at en dreng fra klassen direkte havde sagt til hende, da de skændtes om noget fuldstændig lige gyldigt: Kom igen, når du rent faktisk har nogle veninder og at pigerne i klassen ikke hader dig! Hvor havde jeg lyst til at slå den dreng ihjel, da hun fortalte mig det, fuldstændig knust. Og hvorfor var hun ødelagt over det? Fordi hun troede på det. Men jeg tror også at jeg var det lykkeligste menneske på jorden, da jeg fortalte hende at hun altid kunne komme til mig. Altid. For du kan ikke undgå at være lykkelig når du ser et menneske, så glad over så få ord.
Efter vinterferien vil jeg være mere sammen med Rebecca. Og så kan alle de andre piger i klassen, gå ad helved til. Det er Rebecca der har fortjent en veninde og ikke dem, selvom jeg modvilligt indrømmer at nogle af de piger jeg lige nu beder om at gå af helved til, holder jeg faktisk meget af.
Mere om det senere!
xoxoxo
